Journey over the Atlantic

Det startede med, at jeg skulle op kl. 5 mandag morgen for at køre til Billund for at få flyet til Frankfurt. Turen derned var ikke så slem, min søde veninde Emma og jeg snakkede næsten hele vejen så det føles ikke som om det tog så lang tid. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville græde når jeg tog af sted, for havde slet ikke grædt før. Men det var som om, det pludselig gik op for mig at jeg faktisk skulle være væk fra min fantastiske familie og dejlige venner i et år. Så det blev til nogle tårer og lidt mascara som løb, men det var ok.

Det sidste danske jord jeg kommer til at se i et år.

 

Inden jeg var taget af sted havde min mor givet mig en lille gave og et lille brev som jeg først måtte læse i flyet. Og da jeg åbner det, begynder jeg selvfølgelig at tude en gang til.

Her er et billede af den meget smukke halskæde jeg fik af mor.

Da jeg ankom til Frankfurt lufthavn, havde jeg noget at se frem til; nemlig 5 timer ALENE i lufthavnen……….. Jeg har aldrig oplevet noget så kedeligt før! Det var sindssygt så meget jeg kedede mig! Da der så endelig er 40 minutter til mit fly skal gå, går jeg hen mod gaten. Stiller mig i kø til at boarde og glæder mig meget til at komme til at side på et blød flysæde i stedet for hårde plastikstole på diverse caféer i lufthavnen. Vi får så en meddelelse om at flyet er forsinket, men at de regner med at det snart bliver løst, så jeg tænker at jeg vil blive stående i køen så jeg kommer forholdsvist hurtigt ind i flyet. Det skulle så vise sig at det var 45 minutter forsinket, så kom til at stå op så længe, og jeg var virkelig sulten!

Da vi så endelig kommer ind i flyet, er det nok det mest lækre fly jeg nogensinde har set, det var stort og sæderne var så lækre! Jeg er så heldig at få vinduespladsen og der er en skærm i sædet foran så man selv kan vælge de film man vil se. Jeg havde faktisk ikke regnet med at jeg ville se nogle film, men hende den amerikanske dame jeg sad ved siden af begyndte, at græde nærmest med det samme vi satte os ind i flyet, så jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så det var bare nemmere at se film! Det var specielt akavet da jeg spurgte hende om hun havde flyskræk og hun var sådan ”No, I just have a shitty job, some problems and yeah.. just in general a shitty life… Thank you for caring”. Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle reagere så det var meget nemmere at se film, så jeg nåede at se 4 film på vejen herhen; The other women, dolphin tale, pompeii og en anden film som jeg ikke lige kan huske navnet på lige nu.

Det føleles som om det tog 1000 timer at komme over Atlanten!

 

¨

Første billede af NYC!

 

Da jeg endelig kom til JFK gik sikkerhedstjekket forholdsvist godt, i forhold til hvor meget jeg havde tænkt der ville være. Da jeg så kom ud og skulle finde min shuttle, kunne jeg selvfølgelig ikke finde ud af det, men efter en halv time hvor jeg løb forvirret og træt rundt fandt jeg da ud af det. Selvom det selvfølgelig var nemt nok at finde ud af det, så kunne jeg bare ikke lige finde ud af det der, for jeg havde på daværende tidspunkt været vågen i næsten 24 timer.

Selfie fra shuttle turen fra lufthavnen og til Upper West Side.

 

Turen til YMCA føltes uendelig, men det var heldigvis meget nemt at tjekke ind på hotellet. Jeg kom så sent hen på hotellet og skulle tidligt op for at spise morgenmad på en restaurant et par blokke væk, så fik omkring 5 timers søvn…...

Min roommate Laura som var tysker og jeg havde ca. verdens mindste værelse, men det var ok for vores hotel lå perfekt! Under 1 minut hen til Central Park og så tæt på Times Square – død lækkert!