Hello Bozeman!

Jeg var den af alle au pairene som skulle tidligst afsted, for mit fly skulle flyve fra Newark lufthavn kl. 6.02 om morgenen. Jeg skulle derfor sidde klar ude foran YMCA kl. 02.00 for mi transport var bestilt til kl. 02.10 og hvis jeg ikke var der ville han køre uden mig. Så jeg gik tidligt i seng efter en sidste pigehygge på værelset med Tanja og Lisa. Min alarm ringede kl. 01.00 og var bare overhovedet ikke klar til at stå op endnu! Men jeg fik da pakket de sidste af mine ting sammen og kom ned i receptionen. Tænkte at jeg lige ville gå ned og købe en proteinbar i kælderen i en af automaterne, og træt som jeg var blev jeg bare ved med at putte penge ind i den, og den blev bare ved med at sluge mine penge. Så efter jeg havde puttet de første 5 dollars ind i maskinen fandt jeg ud af at den var gået i stykker. Så det endte med at min morgenmad blev en vitaminvand fra en anden maskine.

Så er jeg klar til at tage afsted igen!

Den søde seddel der lå ovenpå min kuffert fra min roomie da jeg skulle til at afsted.

 

Da jeg ankom til lufthavnen falder jeg i snak med en ældre australsk dame, som skal rejse til Canada og ikke rigtig er så god til at rejse alene. Så jeg hjælper hende lidt på vej, og vi snakker sammen i ca. 45 minutter mens vi står og venter på at kunne tjekke vores baggage ind. Hun var en meget sød og forvirret gammel dame og jeg håber virkelig hun fandt ud af det!

 

En ting jeg hader ved lufthavne er security, man skal tage allemulige elektroniske ting ud af ens håndbaggage, og det tager så lang tid at få ned igen (specielt fordi min kuffert skal pakkes på den helt rigtige måde, før det er muligt at lukke den). Men jeg kom da hurtigt igennem det, og det var ikke nær så slemt at flyve rundt inde i USA, som det var dengang jeg skulle ind i USA.

 

På vej hen mod gaten ser jeg en starbucks og tænker "åhh ha, en lille omgang morgenmad og en kop kaffe ville gøre underværker", men nej så heldig er jeg ikke. Det er for tidligt om morgenen til, at de havde åbent. Så jeg måtte sidde derinde i 20 minutter og vente på at få min latte og min bananmuffin. Da jeg kommer hen til gaten er der stadigvæk en time til at vi skal begynde at boarde, så jeg nupper mig en lille lur derude. Jeg var helt forvirret da jeg vågnede, men så hurtigt at folk stod i kø for at komme igennem checkin, så jeg skynder mig derop. Det burde jeg ikke have gjort for jeg kom til at stå og vente på at komme ind i mere end en time. Flyet vi skulle med, var ikke engang landet dengang vi planmæssigt skulle have boardet. Folk der kender mig, ved godt at jeg ikke lige altid er det mest positive mennesker der findes om morgenen, så da jeg endelig kom ombord på flyet havde jg lyst til at myrde nogen.... lige indtil jeg ser hvem jeg skal sidde ved siden af.. WOW! Jeg var lige begyndt at blive sur over jeg jeg skulle sidde næsten helt nede i enden af flyet, indtil jeg ser ham her den mega lækre fyr på sædet ved siden af mit som bare sidder og smiler til mig... ååååårh.. Det reddede min flyvetur! Vi sad og snakkede et godt stykke af vejen, og han var virkelig venlig. Men han så dog en smule slukøret ud, da jeg fortalte ham at jeg ikke skulle på i Chicago, men i Maryland.

 

Da flyet endelig landede, havde jeg omkring 5 minutter til at komme fra det ene fly og til det næste. Det resulterede i, at jeg måtte løbe igennem hele lufthavnen og sno mig ud og ind mellem mennesker. Heldigvis nåede jeg det da, og jeg kom svedig og prustende ind i flyveren. Jeg kommer ind og sidde, og tænker "Hm. Jeg var i sidste øjeblik, det er da underligt at der ikke sidder nogen på sædet ved siden af mig". Så da vi begynder at rulle ud fra lufthavnen og der stadig ikke sidder nogen ved siden af mig, jubler jeg indvendigt! Jeg har 2 sæder helt for mig selv! Det resulterede selvfølgelig i, at jeg faldt i søvn allerede før vi var lettet fordi man kunne sidde i nogle fantastiske stillinger sammenlignet med den overcrowded flyver der var fra Newark til Chicago.

 

Undskyld billedet er rystet, men billedet er taget mens jeg løber. Ville bare gerne have et billede af loftet fra Chicagos lufthavn, fordi det var så flot!

 

YAY!!! So much space!

 

Mens jeg ligger trygt og sover bliver der pludselig sagt noget over højtaleren som får mig til at vågne. Der er en mand der er igang med at fri til hans kæreste! Det var virkelig så sødt! Og for en god ordens skyld må jeg nok hellere lige nævne at hun sagde ja ;-)...

Fordi jeg var blevet vækket, var jeg blevet sulten, for det eneste mad jeg havde fået fradag var en halv banan muffin. Så derfor bestilte jeg noget mad fra flyet som btw. smagte forfærdeligt! Mens jeg spiste begyndte jeg at få mine "spasserflips", og kom til at kaste rundt med maden i flyveren. Det var så pinligt og folk kiggede underlig på mig og all mine madrester.

Montana var simpelthen så smuk at flyve over! Der er massere af bjerge, træer og dale heroppe, så

den sidste time af flyveturen sad jeg klistret op af vinduet!

 

Da vi ankommer til Bozeman skynder jeg mig hurtig ned igennem den meget flotte lufthavn som mest af alt minder om en afterskii hytte, hvor både loft og vægge er lavet af mørkt træ, for at hente min baggage så jeg kunne møde familien. Efter jeg har fået min baggage kan jeg ikke lige umiddelbart finde det sted hvor man skal gå ud, så jeg går forvirret rundt fra den ene side af lufthavnen til den anden. Det viser sig så, at man er gået "ud" af lufthavnen når man skal have sin baggage og derfor også er i det rum man bliver modtaget i når man henter sin baggage. Så efter ca. 5 minutter ser jeg pigerne komme løbende hen imod mig, hvor jeg så bliver modtaget med både kys og knus af dem begge samt en masse fine tegninger de har lavet til mig. De var åbenbart kommet lidt sent afsted, så det var derfor de ikke helt var der da jeg kom ned ad trappen for at hente min baggage.

 

Da vi skal til at gå ud i bilen insisterer Sara på at hun vil bære min håndbaggagekuffert, fordi hun ikke synes jeg skal slæbe på noget. Det var dejligt at komme hjem og møde Everett og Breanna, som desværre ikke kunne være i bilen ned til lufthavnen når mine kufferter også skulle være der. Marks mor fra Canada var der også dengang jeg kom tilbage, men hun skule snart afsted igen og vi tog derfor ud til en velkomst brunch for mig og en farvel brunch for hende. Det var super hyggeligt og jeg prøvede for første gang at få en doggybag med hjem. Efter der var blevet sagt farvel til Marks mor, tog vi i Wallmart for lige at købe en hovedpude til mig og nogle andre småting. Da vi skulle til at betale for alle vores varer, går det fint lige indtil kassedamen skulle til at bippe Marks øl ind... Hun kigger på mig og spørger "er det din datter?", Mark siger selvfølgelig at jeg ikke var hans datter men deres au pair. Hun kigger meget mistænktsomt på mig og spørger om øllene er til mig, hvor Mark jo selvfølgelig siger at det er til ham fordi jeg ikke er gammel nok til at drikke. Hendes svar dertil er "Jeg må ikke sælge øllene til dig, når hun står sammen med dig i køen", hun var klar til at kalde på manageren i butikken for at spørge om hvad hun skulle gøre. Marks løsning på problemet var, at jeg skulle stille mig 20 meter væk, for så stod vi jo ikke i kø sammen og så ville damen ligepludselig gerne sælge øllene til Mark... Skøre amerikanere!!

De havde begge to lavet en "bog" med tegninger til mig.

 

 

Da vi kom hjem derfra blev det tid til en lille nap, for jeg kunne godt mærke at jeg havde været oppe siden kl. 1 om natten! Da det var tid til at få en smule aftensmad gik jeg hen til deres lejlighed og begge piger kom styrtende ud til mig og havde begge lavet en halskæde til mig - de er simpelthen bare så søde! Vi spiste kun en lille smule, da vi senere på aftenen skulle ud til en stor BBQ-party med omkring 50-60 mennesker. Det var godt nok overvældende, og jeg var så super træt, mendet endte med at Bree og jeg sad og snakkede det meste af aftenen da der ikke rigtig var andre på vores alder.

 

Det var de halskæder jeg fik, den blå er fra Sophie og den lyserøde er fra Sara.