Fantastiske veninder og en fantastisk værtsfamilie

Lørdag morgen starter jeg med at stå 1½ time for sent op, så jeg pakker min taske i klassisk Mille-stil og jeg når ikke at få glattet mit hår, men sådan er det jo. Jeg når ikke at få noget ordentligt morgenmad, men jeg har fået lavet noget varm kakao og løber ud i bilen med alle mine ting. Da jeg lige skal låse bilen op stiller jeg min kop kakao på toppen af bilen og eftersom der havde været frost om natten var der is på bilens tag og jeg kunne selvfølgelig ikke tænke specielt langt og ca. 2 sekunder efter, ligger det meste af min kakao nede på jorden og resten af den er ud over siden på min bil…. Great.. Men jeg havde ikke tid til at gøre den ren, så jeg måtte køre hen og hente Jenny med kakao ned ad siden. Efter vi kom hen til Pauline’s hus (den franske Pauline), kom vi forholdsvist hurtigt af sted men gjorde selvfølgelig den obligatoriske morgenmad på Starbucks inden vi kørte videre ind mod DC. De er virkelig nogle fantastiske piger, men jeg ville godt nok ønske at jeg havde haft fransk i skolen og ikke italiensk, for det er virkelig svært at følge med i hvad der sker, når halvdelen af de ting de siger, er på fransk!

Vi fandt faktisk hurtigt en parkeringsplads næsten lige ved mall’en. Først startede vi ud på Smithsonaian National Museum of Natural History. Derefter gik vi hen for at se the Washington Monument, herefter gik vi videre hen til World War 2 Memorial, hvorefter vi gik videre hen til Lincoln Memorial. Da vi var færdige der, gik vi ned igennem en park som ligger parallelt med mall’en hvor vi så spiste ulækre burgere fra en vogn på et gadehjørne. Da vi så endelig kommer hen til Det Hvide Hus, begynder en vagt at råbe at vi skal gå tilbage og hele gaden skal ryddes – typisk. Herefter gik vi hen til National Museum of American History, dog gik vi ikke hele det museum rundt, vi nåede kun lidt af den nederste etage da vi skulle hen og mødes til middag med ham som vi skulle coutchsurfe ved. Da vi kom op til Alex som vi skulle sove ved, opdagede vi at der allerede var en pige der. Hun var fra Brasilien og var super sød! Så efter os piger havde gjort os klar til fest, gik vi ud og spise (Selvom jeg ikke rigtig havde fest tøj med, da jeg ikke havde regnet med at vi skulle ud og feste….  Godt at jeg kunne låne noget af Jenny, selvom det nok ikke lige var min stil). Vi gik hen til restauranten som måske var en smule for fancy! Det var tapas, og Alex bestilte bare som om at vi var millionærer, men godt var det! Det blev bare en smule akavet da vi skulle ud derfra, eftersom jeg faldt ned af trappen… Jeg kom til at sætte min stilethæl en smule for langt ude på trappen, og 1, 2, 3 wupti så lå jeg ellers der… Fedt. Alle tjenerne kom styrtende hen til mig, og spurgte om jeg var ok, det var så pinligt. Og oveni det så var Pauline også lige ved at falde fordi hun grinte så meget af mig, så det må have set super godt ud!
Da vi kom hjem til Alex igen begyndte vi at drikke, og omkring kl. 11 tog vi en taxi ind til byen. Det gik fint med at komme ind på den første bar, men nr. 2 kunne jeg ikke komme hjem. Så jeg siger til pigerne at de bare kan gå ind eftersom Alex ikke må finde ud af at jeg er under 21, for han vil ikke have nogle boende som er under 21. Hurtigt falder jeg i snak med to unge fyre som jeg så går med hen på en anden bar med. De var super søde lige indtil vi begyndte at danse, så kom de lidt for tæt på. Så jeg fortalte at jeg skulle tisse og håbede at ham den meget nærgående af de to ville lade mig gøre det alene, så jeg kunne slippe væk. Men skide amerikanere og deres gentlemanhed, selvfølgelig ville han ikke have at jeg gik derhen alene der kunne jo være ”skumle mennesker” derinde… Så efter jeg havde været på toilet skyndte jeg mig bare at løbe ind igennem hele dansegulvet, hvorefter jeg så løb hen til trappen og skyndte mig ned. Måske skulle jeg bare ikke have skyndt mig helt så meget. Da jeg var halvvejs nede af trappen faldt jeg nemlig. Min ene stilethæl kom ind i snørebåndet på min anden støvle, hvorefter jeg så styrter med hovedet nedad. Da jeg falder vælger jeg selvfølgelig at tag af med mine arme i stedet for mit hoved. Jeg er glad for jeg gjorde det, men det resulterede i at jeg ikke kunne bevæge min arm specielt meget. Takket være alkoholen ignorerede jeg det og gik så hen for at mødes med mine veninder igen uden at tænke nærmere over det. De kom ud fra den club jeg ikke kunne komme ind på, og prøvede så at overtale dørmanden til at lukke mig ind. Det gik ikke så godt til at starte med, så jeg måtte jo pænt stå udenfor og vente, men det gjorde ikke så meget. Jeg faldt i snak med en fyr, John Harris, som btw er en air marshal (uhlala), og der stod vi så og snakkede i 10 minutter indtil mine fantastiske franske veninder får dørmanden overtalt til at lukke mig ind. Så resten af aftenen brugte jeg bare på at danse med mine veninder, John og hans venner. Da lyset blev slukket var der ikke nogle af os som havde lyst til at tage hjem, men det gjorde vi nu alligevel. Mens vi stod og ventede på vores taxi, kom de to fyre som jeg var flygtet fra hen til mig. Den club de var på, var åbenbart også lige lukket. Lige dér var jeg glad for, at jeg kunne flygte ind mellem John og alle hans venner! Så de så mig heldigvis ikke mellem alle de store veltrænede fyre jeg gemte mig bag. Lige da vi var kommet tilbage begyndte Pauline at undersøge min albue, hun er nemlig uddannet sygeplejerske, og hun sagde at det sandsynligvis bare var et blåtmærke som muligvis sad inde i knoglerne, hvilket vil sige at det ikke var noget alvorligt, men at det godt ville kunne tage 3 uger om at blive god igen. Derudover kunne det godt være at der var kommet en lille revne deri, men uanset hvad var der ikke rigtig noget jeg kunne gøre ved det, bortset fra at putte is på, og en støtte-agtig-ting. Lidt efter skrev Brett en af Johns venner til Jenny om de måtte komme forbi, det måtte de jo ikke eftersom vi jo ikke kunne tage dem med op i Alex’s lejlighed. Så vi mødtes med dem udenfor lejlighedskomplekset hvor vi sad og snakkede i 3 timer, det var meget hyggeligt. Og det var jo også en lille smule sejt at have mødt nogle som er ”livvagter” for Præsidenten når han er ude og flyve! Da vi så endelig lagde og til at sove kl. 6 var alt alkoholen efterhånden ude af min krop, og jeg kunne virkelig godt mærke at min albue gjorde sindssygt ondt. Så jeg sov med noget is pakket ind i et håndklæde på min albue.

Søndag morgen var sjov! Alle pigerne havde simpelthen så mange tømmermænd og alle var bare sådan rigtig morgensure, og jeg var helt frisk og havde det godt, bortset fra det med min arm! Pauline undersøgte endnu engang min albue, for at være sikker på at den ikke var brækket. Det var den heldigvis ikke, men hun var simpelthen fantastisk! Hun kom med råd til hvad jeg kunne smøre på den, og hvilke nogle smertestillende piller jeg skulle spise og hvor mange. Så der sparede jeg lige penge, da jeg så ikke var bekymret for at der skulle være noget alvorligt galt med min albue. Efter vi havde været nede på Starbucks og hente morgenmad, skulle vi skynde os hjem da Pauline skulle arbejde. Da vi kom hjem til Pauline, skyndte hun sig ind fordi hun skulle arbejde, mens Ninon, Jenny og jeg blev stående og snakkede i en halv time. Derefter gik turen igen hjem mod Ellicott City, dog lige med et stop forbi Target så Jenny kunne spise noget frokost. Søndag skulle Jenny have møde med Vanessa vores CC, og hendes værtsfamilie eftersom de skulle snakke om en eventuel rematch. Så hun havde lige brug for at være ude af huset så længe så muligt, fordi hun vidste at det ville være super trist at blive hjemme i huset. Da jeg kom hjem gjorde jeg ikke så meget, det var meningen at jeg skulle have været på date om aftenen men jeg faldt i søvn.. Ups… Desuden så havde min albue det også rigtig meget skidt, jeg kunne kun bruge en hånd til at køre med, og jeg kunne ikke bevæge min arm, så jeg havde faktisk heller ikke rigtig lyst til at gøre noget som helst, da bare det at skulle have en trøje på tog omkring 10 minutter for mig.

Mandag skete der ikke rigtig noget specielt. Min albue var hurtig i bedring, eftersom Mark og Birthe havde nogle piller som tager hævelser, så der var ikke en masse væske der sad og trykkede ind på mit ømme punkt, så det var godt. Min arbejdsdag var desuden ikke specielt lange da Birthe arbejde hjemmefra, så endnu en gang slappede jeg bare af efter arbejde.
Selvom min albue var i bedring, så var resten af min krop ikke! Jeg havde så sindssygt ondt i min ryg og min ankel, og det gjorde ondt hver gang jeg skulle bevæge mig. Så vi kan vidst roligt konstatere at det var sidste gang jeg løb ned ad en trappe i stiletter mens jeg var fuld!

Tirsdag ville Mark og Birthe gerne på date, så der skulle jeg først starte med at arbejde kl. 16, hvilket var super nemt da vi ca. 30 minutter efter begyndte at se Jesus og Josefine, og ellers brugte resten af aftenen med det. Efter Mark og Birthe kom hjem kørte jeg ned på Tutti Frutti, for jeg havde nemlig også en date den aften, dog blev det ikke så lang en date da Tutti Frutti lukkede 30 minutter efter vi kom derned. Så efter ca. 20 minutter ude på parkeringspladsen, var vi begge to så kolde at vi bare kørte hjem.

Onsdag aften spurgte Birthe og Mark om jeg ikke havde lyst til, at komme ind og drikke et glad vin med dem, og det ville jeg jo gerne. Grunden til at de gerne ville snakke med mig, var fordi de synes at de den seneste måned har oplevet at jeg er blevet mere stresset og jeg generelt trækker mig lidt væk fra familien, specielt dem. Så de ville høre om jeg havde nogle problemer osv. Så det endte med, at vi sad og snakkede indtil kl. var 2 om natten og det var så ca. 2½ flaske vin senere. Det er simpelthen så dejligt at vide at de tænker sådan på mig. De var virkelig bekymrede for om jeg havde det svært, og de sagde bare en masse søde ting, som virkelig varmede. Selv mente jeg ikke, at der var nogle problemer, men kunne måske godt se at jeg ikke var så meget hjemme længere. Men det er jo blot fordi jeg har fået så mange gode venner herovre. Desuden fik jeg snakket med dem om det ene problem jeg har haft her, mit engelsk. Jeg følte ikke, at mit engelsk var blevet bedre herovre. Jeg ved godt, at jeg kom herover med et godt engelsk, men jeg havde måske nok håbet lidt på at jeg kom til at blive bedre. De kunne godt forstå min bekymring, og Mark tilbød med det samme at vi sommetider kunne tage ud bare ham og mig og drikke en kaffe og snakke engelsk på højere niveau. Derudover sagde de at de synes det ville være en rigtig god idé hvis jeg fik meldt mig ind på et college hvor jeg kunne tage et fag hver eneste uge, så jeg kom ud og snakke med nogle flere amerikanere, fordi mit engelsk bliver ikke bedre af at snakke med tyskere eller franskmænd, da jeg er langt over deres engelskniveau. Så det har jeg tænkt mig at gøre. Det var simpelthen bare så dejligt at blive bekræftet i at jeg gør noget rigtig. De sagde til mig flere gange under samtalen at jeg var ”the reason why this family could live like they do. The reason the both of us can do our work, so that we can help save thousand of lives every year”. Det er bare rart at så sådan nogle ting af vide, da det sommetider er super hårdt at være au pair!